BioCirc og partnere er klar til at realisere fangst og lagring af biogen CO2
Før jul blev det annoncereret, at BioCirc har indgået aftale med Greensand Future om permanent geologisk lagring af op mod 1 million tons biogen CO2 i det tidligere oliefelt Nini Vest i den danske del af Nordsøen.
BioCirc kan nu offentliggøre, at der er indgået aftaler med Pentair Union Engineering A/S, Koldkur Transport
A/S og Puro.earth, så den samlede værdikæde er på plads – fra fangst og fordråbning af CO2 på fem af BioCircs biogasanlæg, over transport af flydende CO2 til Esbjerg Havn til permanent lagring, samt verificering af CO2-reduktionen ved hele processen.
”Ved at erstatte fossil gas med biogas og samtidig fange og lagre CO₂ fra processen, leverer vi dobbelt klimaeffekt. Investeringen af et stort trecifret millionbeløb i vores CCS-projekt giver ikke kun en gevinst for klimaet, men også for Danmarks energiforsyningssikkerhed og for aktiviteten i de lokalsamfund, hvor vores biogasanlæg har til huse,” siger Bertel Maigaard, CEO i BioCirc Group.
”Sammen med vores partnere i værdikæden er vi nu klar til at realisere vores CCS-projekt, som integrerer eksisterende biogasproduktion med CO₂-fangst, -transport og permanent lagring. De verificerede negative CO₂-udledninger, som projektet skaber, vil være med til at støtte Danmarks klimamål for 2030 og den grønne omstilling,” siger Anders Nordstrøm, CEO for Green Fuels & CCS i BioCirc.
Pentair er specialister i fangst, oprensning og fordråbning af CO₂ til industriel anvendelse og lagring og skal levere og installere fem CO₂ oprensnings- og fordråbningsanlæg på fem af BioCircs biogasanlæg i Danmark. Pentairs anlæg vil sammen med teknologi fra andre leverandører muliggøre, at BioCirc kan levere ren, flydende CO2 til lagring.
“Vores engagement i bæredygtighed ansporer os til udvikling og samarbejde med markedsledere som BioCirc. Aftalen om at levere vores CO₂-teknologi til BioCirc bidrager ikke alene til den grønne omstilling, men viser også styrken i at indgå partnerskaber for at skabe en renere og mere bæredygtig fremtid. Sammen omsætter vi ambitiøse klimamål til virkelighed og sætter en ny standard for miljømæssig ansvarlighed,” siger Dr. Roland Folz, Group President i Pentair Industrial Solutions.
Koldkur Transport har siden 1926 opbygget omfattende erfaring med transport af flydende, halvflydende og tempererede produkter og er kendt for et højt service- og kvalitetsniveau. Som led i aftalen med BioCirc om afhentning, transport og levering af flydende CO2 indkøber Koldkur Transport en række specialkonstruerede, avancerede tankvogne til sikker transport af flydende CO2 fra biogasanlæggene til Greensand Futures modtageanlæg på Esbjerg Havn.
”Vi motiveres ved at få komplekse opgaver og projekter til at lykkes, fordi kompleksiteten kræver et højt fagligt niveau, og et stærkt samarbejde med vores samarbejdspartnere. Derfor er vi også stolte over at være en del af dette vigtige projekt sammen med BioCirc. Koldkur Transport har i mange år haft fokus på sikker og effektiv transport af specialiserede produkter, og vi er glade for at kunne bidrage til at flydende CO2 transporteres sikkert. Vores investering i specialkonstruerede tankvogne er et konkret skridt mod at imødekomme de høje krav, til både sikkerhed og bæredygtighed i projektet. Vi ser frem til samarbejdet med BioCirc og til sammen at køre mod en grønnere fremtid,” siger Lars Leighton Jensen, CEO i Koldkur Transport A/S.
Puro.earth er den globalt førende platform for verifikation af og handel med CO2-kreditter baseret på permanent CO2-lagring. Partnerskabet mellem Puro.earth og BioCirc sikrer, at projektets CO2-fjernelse måles, registreres og valideres, så negative emissioner kan fungere som værktøj til at understøtte den grønne omstilling i sektorer, hvor det er vanskeligt af reducere CO2-udledningerne direkte. Kombinationen af Puro.earth’s certificeringsproces og etablerede markedsplads og BioCirc’s projekt øger tilgængeligheden af højkvalitets CDR1-kreditter for disse sektorer.
”Partnerskabet med BioCirc er en spændende udvikling for Puro.earth,” siger Antti Vihavainen, CEO for Puro.earth. “BioCircs engagement i cirkulær bio-økonomi og innovative energiløsninger passer perfekt med vores mission om at drive økonomien mod netto-negative emissioner. Sammen vil vi udvide paletten af tilgængelige løsninger inden for permanent CO2-fjernelse og give de sektorer, der har svært ved at reducere deres CO2-udledninger, muligheden for en bæredygtig fremtid.”
BioCircs samlede projektet er en direkte konsekvens af NECCS-udbuddet2, som virksomheden sikrede sig hovedparten af i 2024. Med de indgåede kontrakter er projektet nu sat op til at realisere den til dato største
CCS-aktivitet inden for biogasproduktion. Projektet vil have en signifikant klimaeffekt, svarende til omkring 130.000 danskeres direkte CO₂-udledninger for et helt år3. Projektet understreger vigtigheden af, at biogassektoren udbygges over de kommende år, så produktion af biometan kombineret med CCS kan medvirke til energiforsyningssikkerhed, fortrængning af fossil energi og muliggørelse af betydelige mængder negative CO₂-udledninger.
Synergieffekter mellem biogasproduktion og CO2-fangst
Når biomasse, i form af planter eller afgrøder, vokser, absorberer de CO2 fra atmosfæren. Når denne biomasse omdannes til energi (som i tilfældet med biogas), frigives der såkaldt biogen CO2 igen. I modsætning til fossil CO2, som frigives ved afbrænding af olie, kul og naturgas, der har ligget gemt i undergrunden i millioner af år, er den biogene CO2 klimaneutral. Det skyldes, at biogen CO2 er en del af det naturlige kulstofkredsløb. Ved at fange og lagre denne CO2, i stedet for at lade den slippe ud i atmosfæren igen, kan der opnås en nettoreduktion af atmosfærens CO2-indhold.
CO2-fangst integreres på fem af BioCircs otte anlæg:
- BioCirc Vesthimmerland, Biogas BioCirc, Favrskov Biogas
- BioCirc Vinkel Biogas, BioCirc Haderslev Biogas
- BioCirc Grønhøj Biogas
For yderligere henvendelser kontakt venligst:
Anders Nordstrøm
CEO, Green Fuels & CCS
Mail: ano@biocirc.com
- Carbon Dioxide Removal
- Energistyrelsens udbud af støtte til Negative Emissions Carbon Capture, Transport and Storage, hvor resultatet blev afgjort 17. april 2024
- I 2023 udledte man 6,7 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger inden for Danmarks grænser. Kilde: https://www.dst.dk/da/Statistik/temaer/klima